Hvad er Google Ads, og kan man selv lave det?
Google Ads er Googles system til betalte annoncer. Du vælger, hvilke søgninger du vil vises på, sætter et budget, og betaler typisk først, når nogen klikker på annoncen. Ja, du kan godt lave det selv. Det svære er ikke at oprette kontoen, men at få den til at tjene penge, og det kræver måling og tid hver måned.
Hvad er Google Ads?
Det er de annoncer, du ser øverst og nederst i Googles søgeresultater, markeret med "Sponsoreret". Det er også annoncer i Google Shopping, på YouTube, i Gmail og på hjemmesider, der viser Googles annoncer.
Systemet hed AdWords, til Google skiftede navnet til Google Ads den 24. juli 2018. Det er det samme system.
Google er der, de fleste søger i Danmark. I oktober 2026 stod Google for 84,9 % af søgningerne, ifølge StatCounter. Derfor starter de fleste danske virksomheder med Google Ads og ikke med Bing.
Hvordan fungerer Google Ads?
Du opretter en kampagne og vælger en type. Søgekampagner viser tekstannoncer på søgninger. Shopping viser dine produkter med billede og pris. Performance Max fordeler annoncerne over alle Googles kanaler på én gang.
I en søgekampagne vælger du søgeord, altså de søgninger, du gerne vil vises på. Du skriver annoncer, sætter et dagsbudget og vælger en budstrategi, der bestemmer, hvor meget du byder.
Hver gang nogen søger, holder Google en auktion mellem de annoncører, der byder på søgningen. Prisen for et klik bliver sat i den auktion. Den er forskellig fra søgeord til søgeord og fra dag til dag. Hvad det koster i praksis, gennemgår jeg i Hvad koster Google Ads?. Og om annoncerne betaler sig, kan du regne ud i
.Hvordan kommer min annonce frem foran andres?
Det er ikke kun det højeste bud, der vinder. Google beregner en Ad Rank for hver annonce i auktionen, og ifølge Google indgår seks ting:
- Dit bud.
- Kvaliteten af annoncen og landingssiden på tidspunktet for auktionen.
- Ad Rank-tærsklerne, som er minimumsgrænser for at blive vist.
- Konkurrencen i auktionen.
- Søgningens kontekst: hvad der blev søgt på, hvor og på hvilken enhed.
- Den forventede effekt af dine assets, fx sitelinks og infotekster.
Formlen er ikke offentlig. Men det betyder, at en relevant annonce med en god landingsside kan komme over en konkurrent, der byder mere. Mere om kvalitetsdelen i Quality Score i Google Ads.
Kan man selv lave Google Ads?
Ja. Google guider dig igennem oprettelsen, og den er ikke det svære. Mange små virksomheder kører deres egen konto, og nogle gør det godt.
Det, der går galt, er sjældent opsætningen. Det er standardvalgene. Google foreslår ofte bredt match, automatiske anbefalinger og indstillinger, der giver mange klik, og ikke nødvendigvis de rigtige. Lader du dem stå, betaler du for søgninger, du aldrig ville have valgt.
Og så er der tiden. En konto skal passes: søgetermer skal gås igennem, budgettet skal fordeles, og annoncer skal testes. Det tager tid hver måned, og mest i de første måneder.
Hvad skal jeg have på plads, før jeg starter?
Fire ting:
- Måling. Google Ads skal kunne se, når nogen køber eller skriver til dig. Uden den ved du ikke, om pengene giver noget, og budstrategierne har intet at styre efter.
- En landingsside, der passer til søgningen. Søger nogen på et bestemt produkt, skal de lande på det produkt og ikke på forsiden.
- Et budget, der kan købe nok klik. Kan budgettet kun give 2 eller 3 konverteringer om måneden, lærer hverken du eller Google noget. Regn det ud i budgetguiden.
- En konto i dit eget navn. Også selvom andre skal hjælpe dig. Så ejer du historikken.
Husk også at sætte kontoen op som virksomhed med dit momsnummer. Ellers kommer der dansk moms på fakturaen, som du ikke kan trække fra. Det forklarer jeg i Moms på Google Ads.
Hvornår giver det mening at få hjælp?
Når kontoen bruger penge, og du ikke kan se, hvad de giver. Eller når du kan se det, men ikke ved, hvad du skal ændre.
Er budgettet lille, er en fast aftale ofte for meget. Så er det bedre at få kontoen sat ordentligt op én gang og selv holde den kørende. Bliver budgettet større, eller tager kontoen mere tid, end du har, kan det betale sig at få nogen til at passe den.
Selv går jeg en ny konto igennem i en fast rækkefølge, og den kan du bruge selv: tjeklisten til Google Ads optimering. Og vil du vælge en konsulent, så læs Sådan vælger du en Google Ads konsulent først.
Klar til at komme i gang?
Lad os tage en uforpligtende snak om dine kampagner.
Morten Altmann
Google Ads-konsulent med fokus på at maksimere ROAS gennem data-drevet optimering og transparent samarbejde.