Hvad er MER, og hvordan adskiller den sig fra ROAS?
MER står for Marketing Efficiency Ratio: hele virksomhedens omsætning delt med hele annonceforbruget. Ingen attribution, ingen kanal tager æren. Bare to tal fra regnskabet.
Det gør MER til en kontrol af de ROAS-tal, Google Ads og Meta selv rapporterer. Lægger du platformenes tilskrevne omsætning sammen, får du ofte mere, end virksomheden faktisk har solgt, fordi flere kanaler tager æren for samme ordre.
MER = samlet omsætning ÷ samlet annonceforbrug på alle kanaler
Regneeksempel
En webshop omsætter for 500.000 kr. i en måned. Den bruger 60.000 kr. på Google Ads, 30.000 kr. på Meta og 10.000 kr. på andre kanaler, i alt 100.000 kr. MER = 500.000 ÷ 100.000 = 5.
I samme måned rapporterer Google Ads en ROAS på 6 og Meta en ROAS på 4. Det er 360.000 kr. + 120.000 kr. = 480.000 kr. tilskrevet de to kanaler alene, og så er organisk trafik, nyhedsbreve og direkte trafik ikke talt med.
Sådan læser du tallet
Beregneren farver resultatet rødt under 3, gult fra 3 til 5 og grønt fra 5. Hvad du har råd til, afhænger af din margin. Regn MER om til avance ved at gange med bruttomarginen.
Følg MER over tid. Stiger annonceforbruget med 20 %, uden at MER falder, har de ekstra kroner skaffet ny omsætning. Falder MER markant, har de mest købt salg, der var kommet alligevel.
MER kan ikke fortælle dig, hvilken kanal der virker. Den viser helheden. Til fordelingen skal du stadig bruge platformenes data eller en test.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan beregner man MER?
Del den samlede omsætning med det samlede annonceforbrug på tværs af alle kanaler i samme periode.
Hvad er forskellen på MER og ROAS?
ROAS regnes pr. kanal på den omsætning, kanalen selv tilskriver sig. MER regnes på hele forretningen uden attribution.
Skal omsætningen være med eller uden moms?
Uden moms, og annonceforbruget også uden moms. Blander du, bliver tallet 25 % forkert.